”Det narcissistisk-depressive subjekt hører kun ekkoet fra sig selv,” skriver filosoffen Byung-Chul Han i hans seneste bog I sværmen. Han fortsætter, ”Sociale medier som Twitter og Facebook skærper denne udvikling, det er narcissistiske medier.”

Vi lever i en narcissistisk tid. Og ligesom Narcissus så ”drukner” mange. Enten brænder det ud eller de bliver deprimeret, ifølge Han er depression ”en narcissistisk sygdom.”

Buyng-Chul Han er født i Sydkorea i 1959, men rejste i sine unge år til Tyskland for at studere metallurgi. Dette studie var nu ikke andet end et røgslør, som Han brugte overfor sine forældre, så de ville lade ham rejse. I stedet for metallurgi påbegyndte han en anden karriere: filosofi. Han kunne hverken læse eller tale tysk på daværende tidspunkt, men ikke desto mindre er han i dag professor i filosofi og kulturvidenskab ved Universität der Künste Berlin.

I 2010 fik Han sit kommercielle gennembrud, da han udgav bogen Træthedssamfundet. Som titlen indikerer er der noget udmattende i tidsånden (læs mere her). Siden har han udgivet mere end ti bøger bl.a. Transparenssamfundet, der ligeledes er oversat til dansk. Størsteparten af Hans bøger er små hæfter med skarpslebne læsninger og tolkninger af samtiden. Han henter sin filosofiske inspiration hos Heidegger, Hegel, Nietzsche, Arendt Foucault, Barthes, Blanchot m.fl. som han applicerer på helt konkrete dagligdags emner, såsom internettet, informationstræthed, positivitetens ulyksaligheder, eksistentiel udmattelse, dræbende narcissisme, transparens, kommunikation, magt, psykopolitik og så videre.

I sværmen berøres alle disse emner, men bogen tager primært udgangspunkt i internettets sværm af informationer, ”likes” og billeder, der påvirker vores måde at tænke og føle på.

”Den digitale kommunikation nedbryder generelt alle distancer,” skriver Han. Hermed refererer han ikke kun til de fysiske distancer, som når jeg kommunikerer med min ven i Berlin, men også de mentale. ”Fraværet af distance fører til, at det offentlige og private sammenblandes.” Det private rum – dér, hvor jeg ikke er et objekt – forsvinder. Alt synes nemlig at blive et objekt midt i internettets sværmeri. Anonymiteten fordufter lige så stille. Det samme gør respekten, der netop forudsætter en vis anonymitet. Nogle vil måske hævde, at de ikke er anonyme, men derimod en del af et netværk af venner. Måske. Men ifølge Han, så udvikler disse virtuelle relationer aldrig et ”vi.” Vi er aldrig andet end narcissistiske øer. Internettet og dens digitale kommunikation, finder sted, nu, nu, nu. Dette fremmer mere kommunikation. Hele tiden. Hurtigere. Uden fordybelse. Internettet inviterer os til at oprette en profil, som vi derefter uophørligt optimerer. Jo flere ”likes” eller ”retweets”, desto bedre. Vi profilerer os hele tiden, som kåde hunde i løbetid.

Det er denne evige kamp om at blive nogen, som ”udvikler tvang med hensyn til præstation, selvoptimering og selvudbytning … Mere frihed betyder dermed mere tvang,” som Han skriver. Dette er ét af nutidens store paradokser, da tvang og frihed traditionelt ikke ynder at holde hinanden i hånden. Men faktum er: ”Nutidens præstationssubjekt er gerningsmand og offer på en og samme tid.”

I stedet for marxismens ide om klasser og efterfølgende kapitalens udbytning af os, udbytter vi i stigende grad os selv. Det er mere effektivt, fordi vi gør det, mens vi bilder os ind, at vi er frie. ”Det nye menneske fingererer i stedet for at handle. Det vil kun lege og nyde.”

Internettets sværmeri spolerer ikke bare vores naive antagelse om at være frie. Den gør os åndeligt mindre. Når intet selekteres, det vil sige, når alt blot konsumeres, produceres og distribueres på en og samme tid, så forsvinder det eksklusive. Sproget bliver eksempelvis fladere og fladere. Enten er det pil op eller pil ned, et smil eller fem tommeltotter. Ligeledes medfører kravet om transparens – gennemsigtighed – at alt fortroligt minimeres. Fuld transparens gøre politikere og andre beslutningstager mindre vovede. Det handler jo om at få mange likes – her og nu. Og ikke at ændre verden.

De, der nærer stor tiltro til internettets demokratiske muligheder, vil måske miste lidt af deres optimisme efter at have læst Han. For ham er internettet proppet med ligegyldig støj. Og som Han slår fast: ”Åndens medium er stilheden.”

Moralen er, at internettet gør os dummere, ikke smartere (apropos den falske varebetagelse af smartphones). Den digitale kommunikation forstyrrer. Den er additiv, ikke narrativ. På nettet handler det ikke om fortælle, hvorledes noget hænger sammen, hvorfor noget er mere sandsynligt end noget andet. Snarere handler det om at tælle. Antallet af følgere, venner, likes, retweets, etc.

Internettet giver selvfølgelig kendskab til alle mulige ting, men det fremmer ikke vores erkendelse. Enhver erkendelse er forbundet med noget smerteligt, noget negativt – og med tidens omklamrende positivitet er snart ingen erkendelse mulig. Hermed ikke sagt, at folk partout skal falde sammen med stress for at gøre sig nogle erkendelser omkring, hvad der er vigtigt i livet. Selve tilegnelse af viden, det at gøre sig nye erkendelser, kræver ikke bare mod, men også en masse hårdt – og til tider – smertefuldt arbejde. Er du i tvivl, så sæt dig ned og læs i Kierkegaards værker, eller læs David Foster Wallaces Infinite Jest.

Jeg kan kun anbefale Han. I sværmen inspirerer til lidt kritisk tænkning, men rummer også forløsning. Det er nemlig muligt, at stå imod samtidens udvikling, der i stigende grad reducerer os til smilende, lettere dumme, forbrugere.

Selvom bogen er kort, anbefaler jeg at tage den i et par bider. På den måde kan du selv teste og vurdere, om Hans ideer og tanker passer. Hive ham lidt modstand. Et sted skriver Han: ”Det er ikke ’næstekærligheden,’ men narcissismen, der behersker den digitale kommunikation.” Hvor mange tommelfingre, vil du give sådan en sætning?

Advertisements