Én kvinde er altid i sig selv det jordiske bevis på, at Gud ikke eksisterer, at Gud ikke behøver eksistere.” – Alain Badiou, Det sande liv

Den franske filosof Alain Badious bog Det sande liv – opfordring til ungdommen er filosofisk let, men ikke uden dybde.

Badiou tilhører den store generation af franske filosoffer, der efterfulgte Sartre og de Beauvoir m.fl., og som bl.a. talte Michel Foucault og Gilles Deleuze, og som stadigvæk tæller Michel Serres (en anden gigant).

”Hvad er et sandt liv? Det er filosofiens unikke spørgsmål,” siger Badiou. Han revitaliserer Platons filosofi, hvilket bl.a. sker ved hjælp af begreberne sandhed og væren; begreber, som Foucault, Deleuze og Serres, eksempelvis, er mere skeptiske overfor.

Skulle man være uenig med Badious præmis, er det i grunden ligegyldigt, da Det sande liv ikke er en filosofisk afhandling, men et debatterende essay, der er relevant læsning for alle studerende, deres undervisere og forældre.

Badiou vil ”fordærve ungdommen.” Det vil sige, vække den fra dens åndelige dvaletilstand, hvorved den blindt følger den slagne vej. Filosoffen forsøger at vise – eller overbevise – ungdommen, ”at der er et falsk liv, et ødelagt liv, som er det liv, der er tænkt og udøves som en vild kamp om magt, om penge.”

Det falske liv er domineret af kapitalismens idealer og normer. Sandheden for Badiou er tættere på Marx end neoliberalisten Milton Friedman, hvilket man nu ikke behøver være filosof for at se det indlysende i.

Og dog! Hvorfor har de unge så svært ved at anerkende muligheden af det sande liv?

De unge baserer deres liv på et falsk fundament, siger Badiou, der kommer til udtryk i to former for lidenskab.

  • Lidenskaben for det umiddelbare liv, fx kortvarige forhold, spil og fornøjelser.
  • Lidenskaben for succes, fx drømmen om at blive rig og magtfuld

At leve for fornøjelser alene, kan de fleste nok se det overfladiske i, men mange vil nok mene, at drømmen om rigdom er fornuftig, fordi den fremmer en lydighed overfor den eksisterende sociale orden. Det er studenten, der fortsætter på universitetet eller handelshøjskolen, mens hun skæver til hvilke jobs, der rummer mest prestige (læs: magt og penge). Begge er falske og nihilistiske. Den ene uden fremtid, den anden med en naiv tro på det forløsende i karriere og penge. Begge lidenskaber mangler en overordnet ide.

For Badiou – som for Platon – må det sande liv guides af en overordnet ide, fx kærlighed.

De to indre fjender er dog ikke de unges eneste problem. De har svært ved at ville vokse op, da de netop hyldes, fordi de er unge. At være ung er blevet et attraktivt ideal. Ungdommen lever endvidere under en større frihed forstået som ” fraværet af visse forbud”, ”en negativ frihed…” Endelige mangler de unge symbolske ritualer, der kan hjælpe – især manden – med at blive voksne, fx værnepligt.

Det betyder, at de unge fortsætter en tilværelse af uendelig ungdom, der er kendetegnet ved en nærmest infantil adfærd, hvor det vigtigste synes at være indkøbet af legetøj. Legetøjsbilen bliver til en rigtig bil. Dukkehuset bliver til en lejlighed på Mallorca. Plastik telefonen til den nye iphone.

Badiou er nok lidt moraliserende, men han er ikke nostalgiker eller konservativ. Han efterlyser ikke den gamle autoritære mand. Nej, han vil vække de unges evne til at spørge: Hvad er det sande liv? Eller i det mindste: Hvilket liv er også muligt?

Efter at have opridset problemerne, vender Badiou sig nu mod de unge drenge og piger. Hvad kan filosofien sige til ungdommen?

Det, der adskiller filosofien fra sociologi eller psykologi er, at den har blik for det, som er i færd med at blive. Det, som er i sin vorden. Det, som fortrænges eller forsømmes, hvis man lever falsk, det vil sige blot kæmper imod det bestående (uden at skabe alternativer), eller blot gentager fortidens succeshistorier, det som en virksomheder kalder ”best practice”.

Fremtiden for nutidens drenge ser mørkere ud end pigernes. Det er efterhånden velkendt, at manden er fremtidens taber. Drengen har mere end pigen brug for ritualer eller indvielser, der kan vække manden i ham. Disse mangler. I stedet for har drengen udsigt til, hvad Badiou kalder ”den perverterede krop, ”den ofrede krop” eller ”den meriterende krop.” Den piercerede og tatoverede revolte eller søgen efter identitet; den politiske selvmordsbomber, der ofrer sig for politisk eller religiøs tomhed og den lydige krop, der har fundet sig et arbejde.

Fremtiden for pigerne er lysere, sandsynligvis fordi deres fortid generelt har været mørkere. Dog, ser Badiou ikke det store potentiale i den dominerende ”borgerlige femisme”, hvorved kvinden reduceres til at blive én, nemlig karrierekvinden. En tro kopi af manden stereotypologi.

Det store problem er kapitalismen. Den fastholder drengene i en infantilt stagnation. Mens fraværet af en ydre markering, fx (ægteskab eller en mand, som tidligere) medfører at pigerne bliver kvinder for tidligt.

Badiou tilføjer ny energi til den ”borgerlige feminismes” lidt trættende positioneringskamp, der – ganske uambitiøst – handler om at fratvinge manden hans position, selvom dette reelt er en reduktion af kvindens potentielle. Kvinden er en proces, ikke en position. Manden er fastlåst i én position – historisk – som lovens garant, men når nu Gud ikke eksisterer, er der frit spil.

Historisk er kvinden blevet betragtet som farlig, fordi hun reelt rummer to positioner (eller To-positionel, som matematikeren Badiou skriver). Husmoderen er ”kun kvinde, hvis hun virtuelt dubleres af forførersken, forførersken er kun magtfuld, fordi hun færdes på kærlighedens bredder …” Kvinden er altid to-positionel ”noget, som udspiller sig mellem to positioner … Man forstår ikke meget af alt dette, hvis man ikke er overbevist om, at Gud ikke eksisterer, og dermed at ’Faderens Navn’ som En-positionel ikke længere eksisterer. En kvinde er processen i denne ikke-væren, som konstituerer det En-positionelle hele væren.”

Manden har undertrykt (og undertrykker (visse steder!)) kvinden for at bevare sin position, som den En-positionelle magt og lov. Af samme grund spærrer mange religioner kvinden inde i et sort boks eller gemmer hende af vejen.

Heldigvis – hvilket Badiou ikke nævner – vil de fleste unge mænd i Vesten ikke reducere kvinden til noget som helst (ej heller ophøje sig selv, fordi du tilfældigvis er født mand). (Et muligt problem er, at Badiou skriver med sine sønner in mente, men disse er angiveligt i fyrrene (eller mere), da Badiou er næsten 80 år, hvorfor han heller ikke helt har blik for det, som er i sin vorden blandt de lidt yngre, hvor manden også kan rumme flere positioner).

Det overordnede problem er nu, at kvinderne har et ansvar overfor menneskeheden. Enhver kvinden bærer potentielt fremtiden i sit skød (en mands sæd kan blot fryses ned). ”Enhver kvinde kan være en pige uden noget ønske om moderskab. At det er en mulighed, er fuldt ud legitimt. Men man må indrømme, at det ikke kan være en regel.”

En regels universelle konsekvenserne skal nemlig altid undersøges, og en universel afvisning af moderskabet betyder slet og ret menneskeracens endeligt. Ergo: Det er en dårlig regel, fordi den ødelægger spillet.

Det er denne balancegang der p.t. er udfordringen, og som nok ikke overvindes ved at opfordre kvinderne til at tælle deres æggeløsninger. Løsningen er altså ikke pligter, men en kultivering af et fælles ansvar, som nødvendigvis må inddrage manden, hvorved omsorg, pleje og kærlighed vitterligt bliver et fælles anliggende, der udspringer af kærlighed – og ikke en frygt for at kvinderne taber terræn på arbejdsmarked.

Til trods for sine matematiske ideer om kønnet, så virker Badiou i sine tanker en smule gammeldags. For eksempel slutter han med at spørge: ”Hvad er en kvindelig kunstner, musiker, maler, digter? … Hvad er en kvindelig filosof?”

Dette er ikke interessante spørgsmål. Her fristes jeg til at gentage Foucaults spørgsmål: Hvad betyder det for kvaliteten af det sagte, hvem der har sagt det? Ingenting.

Det kunne have været interessant, hvis han var dykket lidt ned i andre, mere progressive feministiske teorier eller posthumanismens tanker.

Selvfølgelig betyder kønnet ingenting med hensyn til god litteratur, kunst, filosofi og matematik, men kulturen, religionerne, uddannelsessystemet og fiktive kønsroller har alt for længe bildt os ind, at det er sådan.

Hvad nu hvis den italienske forfatter Elena Ferrante viser sig at være en mand? Enhver litteraturelsker, ville sige: So what?

Badious bog er ikke desto mindre vigtigt, fordi den gør de unge opmærksomme på, ”at der kunne ske noget andet end det, der sker.” En anden, mere fair og kærlig verden, er mulig. Det er ikke etableringen af position og karriere, ”der står i første række, men derimod en sand tanke.”

Det sande liv kan stimulere de unges spørgelyst, hvorved bogen til fulde tjener sit formål.

Advertisements