Jeg er en hvid heteroseksuel mand. Ifølge tidens frembrusende feminisme, er jeg åbenbart indbegrebet af et skældsord.

Det er indlysende, at en mand historisk har haft – og i visse sammenhænge stadigvæk har – privilegerer, blot fordi en mand er en mand. Og især, hvis denne mand er hvid og heteroseksuel.

Det får mig nu ikke til at undskylde eller blive feminist. Som den kære Nietzsche engang sagde, ingen ideologi, fx mandens dominans, overvindes ved at erstatte den med et anden, fx kvindens. Dumhed forsvinder ikke, fordi alle bliver dumme.

Når dette er sagt, finder jeg meget filosofisk inspiration og nødvendigt mod i feminismen – både teoretisk og praktisk. Feminismen er et lysende eksempel på en skabende modstand overfor kvindens uretfærdige undertrykkelse, blot fordi hun er kvinde. Denne kamp er stadigvæk aktuel. Man skal ikke bevæge sig langt væk fra de skandinaviske lande før ligestilling og lige muligheder for alle er ren og skær volapyk. Det debatteres ikke engang.

Alligevel mener jeg, at Nordens mere privilegerede feminister, fx de danske intellektuelle, bør blive en smule mere kohærente i deres argumentation. Nogle gange kammer argumenterne over i noget, der reelt minder om had. Feminister argumenterer ofte for noget (kvindens rettigheder) ved at argumentere imod noget andet (mandens). Måske er det derfor at kønsdebatten til tider er klaustrofobisk?

Man kunne passende spørge: Skyldes hadet til manden en historisk undertrykt vrede, der forvandler retfærdighed til hævn? Skyldes hadet til manden en manglende evne til tilgivelse, det vil sige et sind, der ikke er styret af vrede? Skyldes hadet til manden at nogle kvinder tror, at alle mænd partout ser kvinder som sexobjekter?

Løsningerne for en bedre verden, tror jeg, ligger slet ikke i kønnet, seksualiteten eller racen, men i hvorvidt et menneske er i stand til at møde verden venligt og med medfølelse. Hermed bliver man løbende bedre til at rumme minoriteter, afvigelser og ekstremer, som jo aldrig er andet end sådanne på grund af et ideal. Så den hvide heteroseksuelle mand er kun et skældsord, fordi et andet rigidt normaliseringsideal eksisterer; et skældsord for folk, der ikke ved (vil eller evner) bedre.

Det handler altså ikke om rettigheder, men pligter. Pligten til at opføre sig ordentligt overfor et andet menneske – uanset hvad.

Som filosoffen Simone Weil skrev for længe siden, “pligter kommer før rettigheder.” Rettigheder er knyttet til bestemte konditioner, fx kvindens uretfærdige undertrykkelse, hvorimod pligter ikke er knyttet til bestemte konditioner. Jeg skal som menneske altid bestræbe mig på at behandle alle mennesker med den samme respekt, og ikke kun gøre sådan, fordi jeg har ondt af nogle grupper. Det er som bekendt utåleligt blot at blive tålt. Det ved enhver minoritet. Rettigheder fastholder det personlige, mens Weil appellerer for det upersonlige, det identitetsløse. Heri ligger det frigørende, mener jeg.

Meget apropos, finder jeg det befriende – i disse forfængelige ego-tider – at forfatteren Elena Ferrante forbliver anonym, selvom Ferrante er forfatter til de meget roste Napoli-romaner, der handler om veninderne Lila og Lenú opvækst i 50’ernes Napoli og frem.

Det ville faktisk være bedre, hvis vi alle havde modet til at blive kønsløse. Det vil sige, forlade sådanne kategoriserende identiteter, fordi identiteter aldrig er andet end fængsler. Jeg vil gerne blive-kvinde, ikke som køn, men som en måde, hvorved jeg kan inkorporere de erfaringer, der er forbundet med at være kvinde. Her kan litteraturen heldigvis hjælpe. “It is interesting that not all, but many women were celebrated only when their days as desirable sexual objects had passed,” skriver Siri Hustvedt i The Blazing World.

Spredes nogle af de negative tendenser fra kønsdebatten ud, er det indlysende, at vi kan have svært ved at håndtere forskelle, fx mellem racer og religioner, når vi ikke engang kan forlade stereotyperne i kønsdebatten. Ikke alle mænd tænker med pikken, ligesom ikke alle feminister er lesbiske.

Stereotyperne er anden klassisk misforståelse, der udspringer af at kønsteorier forveksles med det forskningsfelt, der hedder kønsstudier. Det hedder kønsstudier, fordi der ikke er én teori, der passer til virkeligheden. Både mænd og kvinder kommer i alle mulige varianter: seksuelle, politiske, religiøse, etc.

Selvom jeg er en hvid heteroseksuel mand, så passer jeg ikke helt på stereotypologien, fx læser jeg ikke kun bøger skrevet af mænd. Jeg bestræber mig på at læse god litteratur; den slags, der kan anfægte mig, gøre min verden større, og sådan en litteratur har selvfølgelig intet med køn at gøre.

Advertisements