Som udenlandsdansker bosiddende i Barcelona har jeg haft svært ved at fornemme det følelsesmæssige kaos, som terrorangrebet afstedkom i København. Heldigvis råder Weekendavisen den 20. februar bod på det med nogle personlige, indsigtsfulde og modige artikler.

Jeppe Matzen beskriver, helt tæt, hvad der skete i Krudttønden: bragende, frygten, flugten, Femens talskvinde Inna Shevschensko, der stiller sine højhælede sko for at kunne løbe hurtigere. Han citerer hende for at citere Voltaire: ”Hvis du vil vide, hvem der hersker over dig, så tænk på, hvem du ikke har lov at kritisere i dag?” Hun svarer selv: ”Det religiøse institutioner og dogmer.” Inna Shevschenko håber, at alle vil deltage, hvorved Charlie Hebdo, Lars Vilks, Femen og andre ikke bliver så synlige.

Et andet sted i avisen kan man læse Helle Merete Brix’ miniportræt af Lars Vilks, ham som gerningsmanden formodentligt gik efter. Han fremstår ikke som en utilregnelige provokatør, men en rar og eftertænksom mand, der har mange venner og støtter. ”Bare ikke særligt mange blandt kunstnere og intellektuelle. I hvert ikke nogen der gør det offentligt.” Shevschenskos analyse passer tilsyneladende. Vilks er meget synlig.

I samme sektion, skriver lektor Dennis Meyhoff Brink indlevende og modigt om sine egne oplevelser fra mødet, om sin frygt for at deltage i fremtidige debatarrangementer. ”Forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed er en del af vores kulturellearv fra oplysningstiden,” skriver han. ”Vi er oppe imod kræfter, som bekæmper selve ideen om oplysning.”

Sandheden er ikke givet, men er konstant til diskussion i en social og åben praksis. Det er et angreb, der reelt kan gøre os dummere.

Nanna Goul beskriver, hvor hysterisk hendes sanseapparat reagerer på alt, da hun bevæger sig ud i Københavns gader mandag morgen. Frygten er trængt ind i kroppen, som en bodylotion, som hun præcist skriver.

Der er noget på spil for os alle sammen.

Alle artikler formår at skabe konkrete erfaringsrum, som er indiskutable. Det er ikke kun et spørgsmål om teoretiske øvelser for eller imod ytringsfrihed. Selve denne debat er truet. Det er en livsform, der er truet; en livsform, der nysgerrigt engagerer sig i de andre gennem debat, diskussion og humor.

Det er svært at fremme empati og medfølelse, hvis ingen tør eller kan tale, skrive og leve sammen uden frygt. Jeg sidder i Barcelona og læser ord, der fremmer min forståelse. Det kan kun lade sig gøre, fordi det er muligt at skrive frit. Tak for ordene.

Trykt i Weekendavisen den 6. marts 2015.

Advertisements