Skal man være mand for at sælge kunst? Svaret er ja. Og det er selv om, at kønnet ikke burde have nogen indflydelse.

Mennesket har en svaghed for hierarkier. Mennesket ynder at sætte sig selv i centrum. At se sig selv som et autonomt væsen, der rationelt kan vælge, eksempelvis hvilket kunstværk der er bedst. Denne ophøjelse af mennesket er fiktion. Og det er denne ophøjelse, som kunstverdenen – som så mange andre verdener – lider under.

Når en kritiker vurderer et værk, er det svært at forblive neutral på værkets præmisser. Hvem er det? Mand eller kvinde? Hvid eller sort? Og kender vedkommende ikke svarene, er det desværre blevet kutyme at google vedkommende. Kritikerens vurdering af værket formes derfor af allerede eksisterende holdninger og værdier eksempelvis den, at en mand er mere værd, fordi han er mand.

Gallerier, museer og kritikere både inden for kunst og litteratur kunne lade sig inspirere af forskningsverdenen, hvor forfatteren af en artikel eller et essay anonymiseres. Det ville være befriende for kunsten, for kønnet står i vejen for værket.

Trykt i Information den 11. februar 2015.

Advertisements