”No, I don’t wonder, Marty. The world needs bad men. We keep the other bad men from the door.” – Rust Cohle, True Detective

Den franske sociolog Luc Boltanski har skrevet en sociologisk krimi – næsten. I Mysteries & Conspiracies trækker han linjer og paralleller mellem mysterier, konspirationer og undersøgelser, som de udfoldes i henholdsvis sociologien og krimi- og spionromanen. Det er ganske underholdende læsning. Han giver en litterær genre, som jeg aldrig rigtigt har læst lidt kød, mens har gør et felt mere interessant, end hvad det plejer at være.

Det, som sociologien og denne type litteratur har tilfælles er konflikten mellem REALITY versus reality – den store og lille virkelighed. Sociologi, for Boltanski, handler om at konstruere virkelighed, altså social konstruktivisme. Bogen kan derfor læses, som en vigtig bidrag til Berger og Luckmans klassiker The Social Construction of Reality (1966). Ifølge Bolstanski er virkeligheden konstrueret i kraft af et net af kausalkæder, hvorved handlinger bliver sandsynlige eller ligefrem forudsigelige. Det er denne kausalitet, som en detektiv leger med, når han eller hun bemærker hvordan noget hemmelighedsfuldt, mystisk eller overset, leder til noget andet. Denne undersøgelse kobler sig på virkeligheden eller verden (Reality), hvorved den giver denne ny værdi eller mening. Sagt anderledes: Verden sker, mens virkeligheden (reality) altid er baseret på en selektion og organisering af sikre muligheder, som verden stiller til rådighed i et givent øjeblik. En anden og mere simpel måde at forstå denne dynamik på, er, fx gennem det velkendte begrebspar kaos og orden, hvor detektiven (ligesom sociologen) bringer orden i kaos. Rent filosofisk er denne dialektisme lidt vag, især hvis man ikke ser det som filosofiens rolle at bringe orden, men snarere at udvide virkeligheden. Men lad os lade denne diskussion ligge.

Først et par definitioner. Detektiven er den, som er nidkært opmærksom på selv diminutive begivenheder, fx de begivenheder der umiddelbart kan virke meningsløse. Disse begivenheder tager karakter af et mysterium, som træder frem på en mere eller mindre velkendt baggrund. Hvorfor ligger kuglepennen i venstre bukselomme, hvis personen skriver med højre hånd? Hvorfor tager min kone altid rødt undertøj på om mandagen, hvor hun arbejder længe? Et mysterium er abnormalt, hvorved det efterlader en ridse i virkelighedens stof. Nogle mysterier er hurtigere at opklare end andre (fx mine eksempler). De lette er hverken interessante i litteraturen eller i sociologien. Det, som sociologien og detektivroman har tilfælles, er, at det netværk af kausale relationer, som holder virkeligheden sammen, testes. Holder forklaringen. Holder sammenhængskraften.

Når tingene ikke længere er som de plejer at være, ringer vi efter detektiven. Udfordringen er nu, at få tingene til at falde i hak igen. Give mening. (Og her kunne man problematisere Boltanskis social konstruktivisme, idet tingene måske ikke falder tilbage i sine vante folder, men rent faktisk efterlader et sår, som ikke kan hele, men som vi derimod må skabe plads til. Sagt anderledes: Den skabte orden er en illusion).

Jeg repeterer. En begivenhed sker. Noget uforklarligt. Det er en forbrydelse, hvor vi ikke kan placere ansvaret. Ergo, vi ringer efter detektiverne Marty Hart og Rust Cohle fra Louisianas Criminal Investigation Division fra serien True Detective (kreeret af Nic Pizzolatto). Herefter begynder Hart og Cohle at prøve kræfter med forbrydelsen. Touch darkness and darkness touches you back, lyder mottoet. Undersøgelsen tager form af spørgsmålet ”the whatness of what is”, hvadheden i hvad der er. Forbrydelsen, som de skal opklare er et makabert og tilsyneladende okkult mord; et mord, der spolerer en relativ velordnet virkelighed. Detektiverne besidder samme type af intelligens og perversitet, som den kriminelle – it takes one to know one. Ligesom detektiverne, så afprøver sociologen det skete med fakta, statistikker (til dels) og nye spørgsmål omkring, hvad der virkelig skete. I denne undersøgelse inddrages der antropologi, psykologi og filosofi. Alt sammen i håbet om at skabe et meningsfuldt narrativ. En holdbar forklaring. Der, hvor Boltanski stopper er måske der, hvor serien True Detective forstsætter. Serien viser, at det hemmelighedsfulde og mystiske, ikke så meget er selve forbrydelsen. Ikke kun den. Snarere hvordan noget påvirker og påvirkes, fx detektivernes liv. Eksempelvis er den ene detektiv Cohle interessant, som en filosofisk realist (nogle vil nok se ham som pessimistisk), mens hans partner Hart er en moralsk hykler. Og – dette er interessant rent sociologisk – fordi Hart sandsynligvis er netop den karakter, der får en virkelighed til at hænge sammen. Hart er sort-hvid med hensyn til, hvad der overordnet set er godt og skidt – overordnet, fordi han nemt kan finde en undskyldning for at gøre noget skidt, fx ødelægge sine sukkersøde familieværdier, når han knepper løs med en yngre udgave. Moralen i True Detective er, at virkeligheden opretholdes af moralske hyklere eller naive illusioner, fx den historie, hvor Jesus har hovedrollen. Eller, hvor mænd må sprøjte lidt for at kunne opretholde ro og orden. Sammenhængskraften er kunstig.

Det afgørende sociologiske spørgsmål for Boltanski er hvadhedens hvad. Det tydeliggør, hvad et samfund finder værdifult. En tese kunne være: ro og orden er mere værdifult end indsigt og erkendelse. Desværre. De værdier, der ligger til grund for de beslutninger, som en samfund tager for at genoprette ro og orden, prises. Her kan man igen se en forskel mellem serien True Detective og Boltanskis analyse, idet detektiven Cohle spørger til hvordans hvadhed, det vil sige det værende i det blivende, mens Boltanski spørger til det værendes væren. Forskellen er et spørgsmål om tid.

Boltanskis analyse fordrer en lineær tidsforståelse, mens Cohle er mere Nietzsche-agtig, når han taler om tidens cirkularitet. Hos Nietzsche leder det ene ikke partout til det andet, men ofte fanges vi et loop, fordi vi ikke formår at gentage det, som er værd at gentage (det, der udvider vores virkelighed). Livet bliver et trivielt trummerum. Det, som er værd at gentage, er ikke allerede fastlagte værdier (læs: en fastlagt orden eller Reality). Derimod det, som giver plads til det, som også er i færd med at blive. Hermed er vi også tilbage til selve grundindstillingen mellem sociologien og filosofien hos henholdsvis Boltanski og Rust, den grundindstilling, som jeg ellers sagde, at jeg ville lade ligge.

Hvad man kan udlede heraf? For det første, at der er visse ting, som jeg ikke kan lade ligge. For det andet, og vigtigere, at man ikke nødvendigvis skal resignere, hvilket Cohle til dels foreslår, men ikke helt efterlever. Snarere synes opfordringen eller prøvelsen at gå ud på, at lade sig blive med det blivende. Opløses. Og det er netop, hvad Cohle gør, når han udfører alternativ ægteskabsrådgivning, jager forbryder, mens hans digter og viser, at skelnet mellem reality og Reality slet ikke er så klart, som de flest tror – og måske ønsker. Han bliver et vidne med hensyn til, hvad virkeligheden også er.

Boltanskis bog kan anbefales (måske mens man ser True Detective). Den formår ved hjælp af simple begreber hentet fra spion og krimiromanen, at fortælle noget om sociologiens styrker. Udover at være et glimrende bidrag til social konstruktivismen, er den også velegnet som en god introduktion til sociologien.

Detektiven, som vi kender ham (og i stigende grad hende) fra bøgerne, opstår i begyndelsen af det tyvende århundrede samtidig med sociologien. Begge beskæftiger sig med en social virkelighed, som noget der består af fakta eller natur. Den sociale realitet eksisterer før den menneskelige vilje, det vil sige at vi fødes ind i styringssystemer, lønrammer, arbejdstid, juridiske praksisser og regler, osv. Et samfund. Og som detektiven – nok snarere spionen – så tester sociologen virkelighedens virkelighed, hvorved sociologien kan tilføje værdi i kraft af dennes forklaringer. Der, hvor den kommer til kort, er, når mysterierne ikke lader sig forklare ved hjælp af fakta eller natur, fx det spirituelle eller Twin Peaks.

Boltanski påpeger af samme grund, at det er vigtigt at have blik for de paranoide, det vil sige de mennesker, som lystigt problematiserer virkeligheden. Nogle sjældne gange er disse paranoide vitterligt seende eller visionære. Andre gange – og oftest – er de syge. Derfor ser man også i det tyvende århundrede opfindelsen af flere mentale sygdomme og lidelser, hvorved de personer, der stiller spørgsmålstegn ved den herskende orden enten er naive, dumme eller syge. De, der rent faktisk formår at udvide virkeligheden, er fåtallige. Det kræver en originalitet, som er de færreste af os forundt.

Konklusionen er, som Boltanski skriver: ”Vi ved ikke, og vi skal aldrig vide, hvad der skete.” Der er stadigvæk plads til at udvide virkeligheden. Husk det nu. Ikke alt kan eller skal forklares.

Advertisements