”Vi skal simpelthen prøve at gøre verden så lykkelig som mulig.” – Joshua Greene

Den amerikanske filosof Joshua Greene har skrevet et vigtigt bidrag til vores forståelse af moralens psykologi. I bogen Moral Tribes viser han, hvordan enhver forståelse af moral kræver to ting. For det første, selve ”strukturen af moderne moralske problemer,” dvs. problemer der sandsynligvis adskiller sig fra dem, som vores hjerne blev skabt til at løse. Greene er ikke en af disse evolutionære sovepudeetikker, der altid refererer til en savanne fuld af farer. For det andet, må vi ”forstå strukturen i vores moralske hjerne.” Det, der gør Greenes bog vedkommende og relevant er ikke, at han har et ben i filosofien og hjerneforskningens verden, men at han kan bruge hjerneforskningen til at stramme sine filosofiske argumenter. Det er altså ikke hjernescanninger som sådan, der fortæller os, hvad der er rigtigt eller forkert. Men de kan nuancere en velkendt moralske problemer, fx gabet mellem følelse og fornuft.

Vores følelser gør os til sociale dyr, som gør at ”Jeg” bliver til ”Os” – hvorved en stamme skabes, fx F.C. Barcelona versus Real Madrid – og når først en stamme er skabt, skabes der ligeledes en forskel mellem ”Os” og ”Dem.” De fleste mennesker ønsker at have et socialt tilhørsforhold. Desværre kan dette behov fremme en stigmatisering af den anden.

På baggrund af denne indsigt, søger Greene en metamoral, en slags før-moral, der kan udgøre en dommer blandt flere forskellige moralske stammer. En uangribelig logik af en art. Her træder han selvfølgelig ud på en pergamenttynd is, og selvom jeg personligt ikke er tilhænger af en sådan metamoral, er ambitionen forståelig. Greene gør det godt i sit forsvar, måske fordi han er pragmatiker, ”deep pragmatism”. Han forpligter sig på at gøre ”whatever works best”, uanset hvad, dvs. uanset om det strider mod ens egen stammes værdier. Faktisk opererer han ikke med en transcendens, idet utilitarisme er tæt forbundet med den menneskelige praktiske fornuft. Utilitarisme, skriver han, ”ask only that we push ourselves to be morally better, to care more than we do …” I stedet for at appellere til Gud, Fornuften eller Videnskaben, er han pragmatisk. Erfaringen udgør centrum.

En metamorals opgave er, at sikre trade-off mellem konkurrerende stammers værdier. Det kunne være de stereotypier, der eksisterer mellem cataloniere og spaniere, fx at cataloniere er arrogante og pengegriske, mens spaniere er dovne. Før dette kan ske, må han finde en fælles moralskmøntenhed, et system, der kan afveje værdier. Heldigvis, for ham, findes dette system: utilitarisme.

Utilitarisme er en nyttemoral, men en nyttemoral er ikke det samme, som rigdom. Flere penge giver ikke nødvendigvis mere nytte – ligesom penge heller ikke giver mere lykke, når først der er kommet mad på bordet. Greene argumenterer sagligt mod Rawls kritik af utilitarisme, fx hvorvidt slaveri kan medføre mere nytte (eller lykke), eller hvorvidt det er fair at reducere nogle menneskers lykke af hensyn til flertallets. Modargumentet er simpelt. Greene henviser ikke til rettigheder, men til veldokumenterede erfaringer, fx at slaveri forvolder en uacceptabel smerte. Og med hensyn til svækkelsen af nogle menneskers lykke, er dette bl.a. ideen bag en progressiv beskatning, hvor meget rige mennesker betaler en smule mere, hvorved de med en foie gras mindre i bugen kan gøre en masse godt for samfundet.

Utilitarisme er ikke perfekt, men den kan imødekomme vores basale menneskelige behov og motivationer, uden at virke alt for krævende. Ikke desto mindre taler den for vise reformer af menneskets selviske vaner.

Greene anvender en masse eksempler. Nogle af dem gentages lige lovligt meget, selvom de tjener et pædagogisk formål. Han viser, at hjernen er dobbeltsporet. Den rummer en manuel modus og en automatisk. Ifølge forfatterens forskningsresultater (og andres), konkluderer han, at vores manuelle maskineri deles af størstedelen, fx det givende i at fremme positive erfaringer. Modsat er den menneskelige automatisk stærkt afvigende. Jobbet for den manuelle modus er derfor, at realisere mål, dvs. at producere de ønskede konsekvenser.

Hvad er så de optimale eller ønskelige konsekvenser? Svaret er en upartisk eller uvildig lykke, dvs. positive erfaringer.

I stedet for rettigheder, som aldrig er andet end rationaliseret selvføleri, søger han en fælles værdienhed baseret på erfaring. Dette er vigtigt. Erfaringen er nemlig, at de fleste beslutninger cirkulerer omkring lykke og lidelse, glæde og tristhed. Her kan vi anvende vores egne erfaringer, men, men, men supplere disse med ”Den gyldne regel”: Din lykke (eller glæde) betyder, hverken mere eller mindre end enhver andens.

Greene er qua sin omgang med pragmatikerne meget mere fokuseret på erfaringsbegrebet. Jeg finder dette positivt, selvom hans erfaringsbegreb er vagt. I bund og grund er han fortaler for en adfærdsfilosofi, der – for mig at se – forsømmer det, som Nietzsche, Deleuze og Spinoza (og angiveligt mange flere) beskæftigede sig med: etik, som en opmærksomhedens gestus. Det er altså ikke min vilje til at stræbe efter lykke, som er afgørende, men min opmærksomhed på de møder i livet, som skaber glæde eller lykke. Dog adskiller Greene sig ikke meget fra disse, der er inspiration at hente.

Moral Tribes lever op til de mange lovprisninger, den har fået. Den er for alle etisk interesserede. Den er pædagogisk. Fuld af eksemplar. Mange steder skarp. Velskrevet. Engageret. Lidt for gentagende, men ikke desto mindre en bog, som enhver ville ønske at Lars Løkke ville læse.

Kære Lars, alle mennesker ser sig selv som specielle. Heldigvis er der også mange som indser, at dette netop betyder, at de fleste af os sjældent er særligt specielle. Der er altså intet, der gør mine interesser, behov og målsætninger vigtigere end andre menneskers. Tænk på det næste gang, du skider på fællesskabet og tænder en cigaret i et ikke-ryger værelse.

Ja, ja, ja, det har selvfølgelig noget med empati at gøre: evnen til at føle, hvad andre føler. Og her virker det som om, at LL intet føler.

Empati og medfølelse er vigtige værdier, som også Greene påpeger, fordi vi i kraft af disse sandsynligvis kan tage mere upartiske beslutninger, der tilgodeser flertallet. Af samme grund er bogen hermed anbefalet til alle dem, der tager beslutninger. Utilitarismen har fået ny energi.

Advertisements