Drømmerier

Forfatteren og musikeren Patti Smith skrev for længe siden bogen Woolgathering, adspredthed eller drømmerier. Det er en lille personlig, tildels essayistisk erindringsbog. Stedvist et prosadigt. En spirituel rejse. En erfaringsbaseret erkendelse, der ender med at sige, at det eneste livet ønsker og beder om, er det, som er værd at række videre. Det er generøst. Det er kærligt.

Det er en bog, som på en måde ikke rigtigt sagde mig noget, de første sider eller kapitler, men som så pludselig havde spundet mig ind i dens egen sirlige kraft.

Den handler om bevægelsens kraft, møder, åbenhed og taknemmelighed. Erindringsbilleder. Livsstrategier, fx ”To wash away all ills so they become as a footnote,” som hun skriver et sted. Smith skriver om, hvordan den barnlige glæde skærmes af fornuftens stemme. Det handler om at gå videre. Turde gå videre. Gå ud i det ukendte. Ja, det handler om at udtrykke sine bønner, siger hun. Uanset hvilken form. På den måde kan enhver komme til at besidde dét, der er værd at beholde; det eneste, som er værd at række videre: De smukke erkendelser, som vi hver især har gjort. De erkendelser, som vi (og andre) kan bygge videre på.

”A small hand offered me a dandelion,” en mælkebøtte. Og hvad er bedre, når man lige har brændt hænderne på en brændenælde? Ingen ved, hvordan de kan slukke branden fra en brandnælde før en eller anden fortæller en, hvordan. Vi har brug for hinanden. Kald det omsorg.

Jeg rakte selv denne mælkebøtte-erkendelse videre, den selvsamme dag, som jeg læste bogen (måske var det i virkeligheden dagen før eller efter). Og for en sjælden gangs skyld kunne mine erfaringer anvendes – helt konkret. De skabte kortvarig glæde.

Brandnælden blev en fodnote midt i skovens mange andre erfaringsspor.