Psykiateren Richard von Krafft-Ebing populariserede termerne ”sadisme” og ”masochisme” i bogen Psychopatia Sexualis fra 1886. Oprindeligt stammer de to begreber fra litteraturen, nemlig fra henholdsvis Marquis de Sades forfatterskab (i.e. sadisme), og Leopold von Sacher-Masochs forfatterskab (i.e. masochisme). Skulle nogen være i tvivl: en masochist en person, der føler seksuel tilfredsstillelse ved at lade sig pine; sadisten opnår derimod seksuel tilfredsstillelse ved at tilføje en anden part smerte. Krafft-Ebing var den første, der anvendte disse to termer i en klinisk kontekst. Han mente – ganske oplagt – at de to begreber var komplementære, hvorfor han også smedede dem sammen til sadomasochisme.

Det var måske alligevel ikke helt så smart.

I essayet Coldness and Cruelty viser Deleuze i hvert fald, at Krafft-Ebings antagelser er forkerte. Sadisme og masochisme er ikke komplementære; de står ikke i et dialektisk forhold til hinanden. Der er tale om en semiologisk fejl, siger Deleuze. De to begreber er litterære, hvilket betyder at de ikke udsender de tegn, som Krafft-Ebing ønsker at begrebsliggøre. De Sade og Masochs er forfattere, der opfinder et nyt udtryk, idet de giver plads til nye måder at tænke, føle og tale på.

Coldness and Cruelty er et længere essay fra 1967, der skulle tjene som forord til Masochs historie Venus. I den engelske udgave får læseren lejlighed til at læse Masochs tekst, hvilket er gavnligt, da han er væsentligt mindre kendt end Marquis de Sade.

Essayet er ret interessant. Og pointen er klar. De moralske love – som ikke bør forveksles med de naturlige love – siger, at straf og nydelse ikke hænger sammen. Tænk bare på, hvordan mange virksomheder prøver at motivere sine medarbejdere til at leve op til de rigtige normer og værdier, hvilket ledelsen bl.a. gør ved hjælp af straf og nydelse (fx bonus). Hos Masochs er det omvendt: Her nyder den underdanige afstraffelsen. Denne antagelse er ikke desto mindre en smule misvisende.

Deleuze starter essayet med at opridse nogle forskelle mellem sadisme og masochisme. Sadisten ønsker ikke at overbevise og forføre, dvs. uddanne. Han er derimod interesseret i at ”demonstrere (eller bevise) at enhver begrundelse i sig selv er en slags vold, og at han [sadisten] er på voldens side uanset, hvor rolig og logisk han fremstår … selve demonstration er identisk med vold.” Forskellen mellem sadisten og masochisten, er, at den sadistiske ”instruktør” står i kontrast til den masochistiske ”uddanner”. Sagt anderledes, masochisten er interesseret i uddannelse og forførelse, men ikke forstået som tortur. Snarere er der tale om ”et offer, der søger bødlen og som har brug for uddannelse og forførelse, og som derfor slutter en alliance med bødlen.” Det vil sige, at sandhed og skyld ikke står i et entydigt forhold til hinanden. For eksempel, bør sadisten ikke føle skyld, når han forsøger at demonstrere – med pisken i hånden – hvordan en god pige bør opføre sig? Bør masochisten ikke føle skyld, når han beder konen om at slå ham i røven med hans egen squash ketcher, blot fordi han tænder så voldsomt på det?

Sadisten skaber en institutionel ramme, mens masochisten behøver en kontraktuel ramme; sadisten vil eje, mens masochisten vil skabe en pagt. Som Wanda siger i Venus: “I am afraid of not being capable of it, but for you, my beloved, I am willing to try”. Og senere: “ Beware, I might grow to enjoy it.

Dog, påpeger Deleuze, at ofret i sadismen og masochisme ikke må nyde straffen til at begynde med. “Den kvindelig bøddel i masochisme er ikke sadistisk, netop fordi hun er i en masochistisk situation, som hun er en integreret del; hun realiserer den masochistiske fantasi. Hun tilhører den masochistiske verden, ikke på den måde at hun deler smag med ofret, da hendes ’sadisme’ aldrig findes hos sadisten.” Og vice versa. Sadisten er altså ikke den, som masochisten søger, fordi pagten er vigtig. Ligeledes søger sadisten ikke en villig elev, fordi denne ødelægger ideen om forholdet mellem sandhed og smerte (eller tvang). Det pirrende ved at pine forsvinder.

For sadisten er faderen chefen, mens moderen er ofret. For masochisten er det lige omvendt. Her er det den respektable mor, som må prostituere sig selv. Eksempelvis er Lars von Triers Breaking the Waves masochistisk, idet Bess må prostituere sig. I filmen, som jeg husker den, finder kvinden Bess ingen decideret seksuel glæde i at være sammen med andre mænd, men nok snarere en absurd religiøs mening i at ofre sig. Den ideelle form for prostitution i masochismen er baseret på en “privat kontrakt, hvorved masochisten overtaler sin kone til – i hendes kapacitet som god mor – at give sig hen til mænd.” Deleuze uddyber, at denne masochistiske kontrakt medfører at manden ydmyges, ikke kvinden. Det, som ydmyges hos manden “er hans lighed med sin far … det er ikke barnet, men faderen som bliver slået.”

Det er kompliceret, men ydmygelsen hænger sammen med at loven vendes på hovedet. De færreste mænd opfordrer deres kone til utroskab, men Jan i filmen Breaking the Waves føler, at han må opfordre til det. Han lider af skyld, da han ikke længere kan tilfredsstille Bess efter sit uheld på en boreplatform, hvilket han straffer sig selv for (måske også hende). Og denne skyldfølelse bliver en del af hans tilfredsstillelse af sine drifter (måske også hendes). Jan bryder med sin far, hvis vi følger Deleuzes udlægning, fordi han gør det omvendte og føler tilfredsstillelse herved. I filmen er der her tale om en absurd, frastødende eller pervers brug af loven. Loven siger, at en mand og en kvinde skal være hinanden tro. Den moralske lov, vel og mærke, ikke naturloven. Men troskab er måske ikke det kun seksuelt betinget. I hvert fald ikke ifølge naturens lov. Bess’ mand kan ikke længere levere varen, hvorfor han fralægger sig ansvar. Sagt anderledes: Jan kan ikke gøre for at hans kapacitet er, som den er, derfor bliver det hendes ansvar at straffe ham. Læses filmen på denne made, så er Bess ikke ofret, men hendes mand. Og manden er ofte ofret hos Trier, fordi kvinden står stærkest i forhold til loven – den naturlige. Det kunne det være interessant at undersøge, hvordan den moralske og naturlige lov præsenteres i Triers film. Umiddelbart ser jeg Trier som en instruktør, der viser, at kvinden er tættere på naturens love i hendes eksistens, hvorfor hun også er mere idealiseret i hans film, mens manden fremstår som en, der har skabt forskellige moralske love, der ikke tjener andet formål end at forfordele ham, hvilket på sigt gør manden svag og slatten. Det betyder også, at kvinden selvfølgelig ikke er ideal, men hun er mere attraktiv (generelt set), fordi hun er mere naturlig (som ideal). Dette kan mænd dog også blive. Ligesom kvinder kan blive unaturlige og tyranniske, når de bliver en del af de moralske love; moralske love, der mest af alt minder om økonomistyring. Nok om det.

Masochisten fornægter realiteterne, hvorved han forsøger at transformere realiteterne til en fetich eller en fantasi, som Deleuze skriver: ”Fetichen er fantasiens objekt par excellence.” Masochisten har behov for at drømme, selv når han ikke drømmer. Masochisten forholder sig ikke til, hvorvidt fantasien er mulig, dvs. realiserbar. Fantasien er nok i sig selv. Modsat sadisten, der har behov for ikke at drømme, selvom han reelt drømmer. Deleuze opsummerer fem karakteristika ved masochisme:

  1. Fantasiens betydning
  2. Suspense (kan hun klare mosten?), og venten (hvornår sker det, hvornår får jeg et slag i numsen?).
  3. En demonstrerende mere end forførende tilgang
  4. En provokerende frygt, en efterspørgsmål efter straf
  5. Kontrakten der binder et masochistisk forhold sammen

Det er det femte punkt, som Deleuze mener at have lokaliseret i sin læsning af Sacher-Masoch. Kontrakten, skriver Deleuze, giver det masochistiske forhold reciprokke rettigheder og pligter. Frit samtykke, som der står. Kontrakten må ikke involverer en tredje part, og kan kun gælde for en vis periode. Tænk igen på Triers, Breaking the Waves. Sadismen er derimod institutionel; den er mere langsigtet, ufrivillig og fremmedgørende. Tænk på Marquis de Sades De 120 dage i Sodoma (eller Pasolinis kongeniale filmatisering). Den sadistiske institution etablerer en magt eller et autoritativt forhold, der handler imod en tredje part. Sagt anderledes: masochisten forsøger i kraft af kontrakten at skabe nye love, idet de eksisterende vendes på hovedet, fx troskab bliver til utroskab. Den tilsvarende impuls i den sadistiske litteratur er en degradering af alle love, hvilket bl.a. sker gennem institutionaliseringen af en overlegen magt (fx faderen), der opererer hinsides loven, de naturlige lov.

De løsninger, som Sade foreslår for at overkomme ideen om institutionelle love, mener Deleuze skal læses ironisk, men seriøst (hvad det så end betyder!). Sade plæderer for ingen love overhovedet. Det kunne ske ved at gøre ateisme institutionel, dvs. undervise i ateisme; det kunne ske ved at institutionalisere bagtalelse, tyveri, prostitution, incest, sodomi og mord. Bagtalelse, tyveri og prostitution synes allerede at være ganske godt institutionaliseret i politikkens verden. Hos Masoch er det ikke ironien, men derimod humoren som skal redde os.

Med hensyn til humor hos Masoch har Deleuze ikke mange overbevisende eksempler. Han næver derimod Kafka som eksempel på humor, en slags modstand overfor lovens absurditet, fx i Dommen. Samme absurditet er tilstede hos Camus, som Deleuze nu ikke nævner.

Det er lidt svært: humor og ironi. Personligt finder jeg også Sades værker ganske humoristiske. Der er noget absurd i at banke god opførsel in di kroppen på folk. Det humoristiske hos Masoch findes i de nye lov, som et masochistisk par skaber, fordi de overskrider de traditionelle dyder, fx faderens rolle som autoritet fordufter. Når magtens mænd bider i en tennisbold, mens den prostituerede svinger pisken, så er det humor, men også tragisk og trist.

Tilsvarende er masochisten også en lidt for banal modmagt, idet faderens magt erstattes af moderens. At blive en mand, skriver Deleuze, handler om en genfødsel. Enhver lighed med faderen eller arketypen af en mand skal destrueres. På den måde viser Deleuze også, at loven hænger sammen med myterne, fx myterne om kvinden som empatisk og kærlig overfor manden, som hård og konkurrerende. Men dette er netop en myte.

Titlen på Deleuze essay Coldness and Cruelty refererer til de to afgørende symptomer, som adskiller sadisten og masochisten. Den sadistiske apati eller grusomhed overfor masochistens kulde. De to forfattere er kritiske, ikke kliniske. Eventuelle læser kan fx vælge og se Triers Breaking the Waves og Pasolinis SalaDe 120 dage i Sadoma, og se, at det interessante ikke er hvorfor de gør, som de gør. Snarere de tanker og følelser, som de to film muliggør. Jeg kan selv bekræfte, at jeg siden Idioterne har brækket mig hver gang jeg har set en film af Lars von Trier. De efterlader mig i en tilstand af svimmelhed. De tvinger mig til at tænke anderledes. På den måde vækker Trier noget masochistisk, men det gør ham ikke til sadist, blot en dygtig kunstner. Jeg brækker mig undtagelsesvis med glæde.

 

Advertisements