Evolutionsbiologen Marc D. Hausers bog Moral Minds forsøger at vise, hvordan naturen skabte menneskets fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Han prøver – ganske vedholdende – at tænke psykologi, moral, kognition og biologi sammen, hvilket er blevet umådeligt populært de seneste år. Ikke desto mindre virker bogen lidt for søgt.

Hausers ærinde er, at naturalisere filosofferne David Hume og Immanuel Kants tanker. Det vil sige, bringe – især – Kant i samspil med evolutionsbiologien. Sagt anderledes: mennesket har udviklet sig til at følge de imperative love, som Kant redegjorde for.

Rent filosofisk er sådan en læsning selvfølgelig problematisk, idet filosofi ikke er en supplement til biologisk liv (eller andre videnskaber). Når filosofi beskæftiger sig med livet, et liv, er det de forskellige måder, hvorpå et liv kan leves, tænkes, føles, som vækker noget bemærkelsesværdigt, ikke hvorvidt de føler et ideal. Det er det levende, som sådan der er i fokus. Og det levende, kan ikke reduceres til den menneskelige organisme. Det interessante er af samme grund ikke, hvordan visse tanker passer ind i en større plan, men hvad de muliggør, hvilke former for liv de åbner.

En anden måde at se Hausers bog på er, ved at sammenligne den med Noam Chomskys ide om en universel grammatik. For interesserede, så har Deleuze og Guattari påpeget nogle problemer hos Chomsky i Tusind plateauer, fx at der findes ikke et homogent system (som Chomsky hævder), der ikke allerede er påvirket af en vedvarende, regulerende og iboende proces af variationer. Chomsky vil eliminere alt det skæve. Det vil svare til at kalde Junot Diazs bøger for grammatisk forkerte. Det ville svare til at hævde, at flere tusinde mennesker i USA (og sikkert mange andre steder), ikke taler rigtigt, fordi de ”taler” Spanglish … Ja, det svarer til at afskære alle de menneskelige handlinger, som vi finder onde og modbydelige, som afvigelser i systemet, der intet fortæller os om mennesket. Det ”naturlige” bliver nemt et abstrakt ideal. Det minder lidt om brugen af begrebet autentisk, der ofte tolkes som noget naturligt og oprindeligt, hvorved det naturlige også nemt får en moralsk værdi. Tænk bare på, hvordan nogle formår at brande deres egen godhed, fordi de helt naturligt ikke ser fjernsyn, helt naturligt ikke spiser kød, helt naturligt ikke spiser hovedpinepiller. Who gives a fuck?

På samme vis mener Hauser, at der er en universel moral for mennesket. Selvom jeg ikke bifalder ideen, er den interessant. Påstanden er, at mennesket – alle mennesker uanset kulturforskelle – deler en moralsk intuition, der mere eller mindre ubevidst formår at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. ”He was endowed with a sense of right and wrong merely relative to this. This sense is as much a part of his nature, as the sense of hearing, seeing, feeling; it is the true foundation of morality,” som der står. Sætningen kunne gælde for både Jønke og Hilda Heick, alt efter hvem der fører pennen. Så til en vis grad, nikker jeg. Og dog. Der er også talrige eksempler på det modsatte, fx lydighed.

Min anke er, sagt meget simpelt, at moral og biologi vikles sammen på en måde, hvorved det gode menneske retfærdiggør sin egen godhed, som noget naturligt. Det er en form for selvrefleksion, som forsømmer at filosofiske begreber ofte gør vold på en. De slår en omkuld, hvorved det hele ikke bare passer ind, men kræver en anden form for involvering i det, som sker. Af samme grund taler Deleuze (og andre) om en immanent etik, hvor det mere handler om at acceptere det, som sker, som var det noget man selv havde valgt. Her er det ambitionen at lade sig påvirke, selvom man ikke kan kontrollere alt det, som påvirker en? Hvorfor, fordi det levende som sådan er interessant.

Måske det hele kan siges anderledes: det er ikke kun Hitler og Pol Pot, som er afvigelser; det samme er Nelson Mandela, Martin Luther King og Gandhi. Hauser anvender selv dette, som et eksempel uden rigtigt at folde det. Hvem er så mest naturlig? Er naturlig det samme, som god? Og hvad er god? De tre nævnte ”positive” ledere, er alle eksempler på social ulydighed, hvorved det gode også bliver berørt af magtrelationer og individuel heroisme.

Dér, hvor etik og moral bliver interessant er, hvor vi ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. Dér, hvor der er tale om et dilemma. Og her er kriteriet måske ikke, at følge en master-plan, men spørge: hvad er også muligt, hvad kan jeg også gøre? Der er noget opfindsomt forbundet med at generere alternativer. Her kan ekstraordinære mennesker inspirere os, ikke kun qua deres medfølelse eller idealisme, men snarere pga. deres kreative tilgang til de muligheder de havde. Det er ikke Gandhis uafhængighed som inspirerer, men hans ikkevoldsstrategi; det er ikke Martin Luther Kings rettigheder som inspirerer, men det at hans ”drømme,” kunne aktualisere sådanne rettigheder; det er ikke Mandelas opløsning af apartheid som inspirerer, men hans pacifistiske rummelighed. Gandhi, Mandela og King viser, at den menneskelige evolution ikke er noget lineært og velordnet, men noget opfindsomt, kreativt og muterende.

Enhver begivenhed er en mangfoldig i den forstand, at dens aktualisering afhænger af en beslutning – og nogle gange kan den ene beslutning være ligeså god eller dårlig, som den anden. Konklusionen er derfor, at etik stadigvæk er en sats, men vel og mærke på et stadie, hvor det ikke drejer sig om at stjæle, mishandle eller slå ihjel. Ingen behøver læse Kant eller Hume her (eller gå i kirke).

Så mit problem med Hauser er nok, at evolution bliver en form for moralsk dannelse, der stopper dér, hvor det bliver etisk svært. Af samme grund beskæftiger filosofi (i hvert fald nogle filosoffer) sig med det potentiale i tænkningen, som ikke kan reduceres til mennesket. Filosofien har blik for det, som endnu ikke kan tænkes, hvorved filosofien adresserer et problem, som der p.t. ikke er nogen løsning på. Her bliver filosofien skabende og opfindsom, idet den forsøger at skabe plads til det, som der lige nu ikke er plads til. Friheden til at skabe mere virkelighed. Af samme grund mente Nietzsche også, at adskillelsen af filosofi og litteratur kun er forbeholdt bibliotekarer.

Advertisements