Alt for mange synes at brokke sig. Det er blevet for legitimt, ligefrem prisværdigt at brokke sig. Det sker uden andet formål end selve brokkeriet. Problemet er ikke brokkeriet som sådan. Lidt luft er uden tvivl ok. Snarere at denne ødelæggende praksis, har minimeret det skabende og sunde element i en saglig kritik.

Lad mig komme med et par dagligdagseksempler.

En af mine venner siger, at alt i fjernsynet er dårligt. Jeg tror ham ikke, men jeg ved det ikke. Jeg ser ikke rigtigt fjernsyn, kun fodboldfinaler og Tour de France. Nogle af disse finaler og cykelløb er gode. Det afhænger af hvem, der vinder. Alligevel tror jeg, at der i dag laves bedre fjernsynsprogrammer end tidligere. Der er simpelthen flere dygtige og kritiske journalister. Jeg tror også, at der laves bedre tv-serier end tidligere. Kvaliteten og den kunstneriske opfindsomhed har formået at udnytte dette medie ved hjælp af narrative teknikker, som ellers tidligere var forbeholdt litteraturen. De fleste danskere ved, hvem Mads Skjern fra tv-serien Matador er. Det sørger Danmarks Radio for, idet de genudsender serien hvert fjerde-femte år. Mads Skjern er mange ting, men mest af alt er han ret firkantet. Han er mere eller mindre den samme i alle afsnittene. Han minder om karaktererne i en krimi, som selv efter sytten bind stadigvæk opfører sig præcist, som i bind et. Det er utroværdigt. Et menneske påvirkes, et menneske forandrer sig, det udvikles. Tag dernæst reklamemanden Don Draper i tv-serien Mad Men, selv efter fire-fem afsnit (har ikke set flere) fremstår Draper væsentligt mere kompleks end Mads Skjern. Der er øjeblikke, hvor Draper konfrontereres med sine barndomserindringer; andre, hvor han formår at lade sig påvirke i nuet, hvorved han tager beslutninger, der bringer ham videre – og som bringer serien videre. Mængden af møg i fjernsynet er uden tvivl vokset, men det er ikke det samme, som at alt er dårligt.

Et andet eksempel. En af mine bekendte siger, at der ikke er nogle originale forfattere, der skriver p.t. Jeg foreslog, at hun orienterede sig lidt bredere end udvalget i Føtex. Ja, selv lidt bredere end hvad den lille danske andedam kan levere – skønt der i Danmark findes originale forfattere, som også vil blive læst om ti, tyve og tredive år. Det er klart, at der i dag er flere forfattere end nogensinde. Alle kan stort set få udgivet en bog, eller om ikke andet selv udgive den. Det medfører en eksplosiv stigning i misbrug af papir og blæk og ord. Ikke desto mindre udgives der stadigvæk romaner, noveller, digte, essays og rejseskildringer, som fylder mig med stor taknemmelighed.

Et tredje eksempel. En af mine kolleger brokker sig over Facebook og Twitter. Han brokker sig over den manglende tid. Den stigende overfladiskhed. Jeg får lidt ondt af ham. Så megen negativitet. Så megen kønsløs brok. Måske er Facebook og alt det andet sociale mediegøgl spild. Jeg ved det ikke. Jeg nåede ikke at komme på, og har aldrig haft lysten til at følge trop. Problemet er dog ikke Facebook eller andre sociale medier, men at mange ikke kan finde ud af at sige ”nej”. Og det kan de ikke, fordi de ikke ved, hvad de vil sige ”ja” til. De ved med andre ord, ikke hvad de vil, hvad der vigtigt. Så længe der ikke er nogen passion, kan alt tage sig ud som spild af tid. Måske er det passionen min kollega mangler. I hvert fald har han ikke lavet meget andet end ingenting det meste af sit liv.

Apropos Facebook, så læste jeg fornylig en psedudokritisk overskrift, der stillede spørgsmålet i forbindelse med Facebooks ti år fødselsdag: Hvor meget tid har du spildt? Det ville være spild af tid at besvare sådan et spørgsmål. Er det virkelig niveauet for kritik?

Et fjerde eksempel. En eller anden brokker sig over dagens lederes – især politikerne. De er dumme. Rigtig dumme. Det er der intet nyt i. Alligevel er der trods alt også nogle, som gør et ret godt stykke arbejde, når man nu tager befolkningen in mente.

Et femte eksempel. En af mine gamle venner brokkede sig over at kvinderne i dag ikke vil kærligheden. De tør den ikke. En af mine andre venner siger det samme, men hun er kvinde, og hun er ikke lesbisk. Det er selvfølgelig altid belejligt, når man kan generalisere. Måske er det særlig rart, hvis man kan overbevise sig selv om, at ens manglende attraktivitet ikke skyldes en selv, men en flok kønsbehårede feminister eller androgyne mænd, som ikke kan holde ud at være sammen med et andet menneske. Det kan være svært at give sig hen. Det kan være svært at turde miste sig selv. Alligevel ser jeg hver dag mænd og kvinder, voksne og unge, som gør ting ved hinanden som varmer mig. Jeg ser kærlighed. Jeg ser menneskelig generøsitet.

Hvad er pointen med alle disse trivielle eksempler?

Brokkeriet overser, at enhver kritik altid er fuld af glæde. Det som jeg kalder brok er trist ynk. Det trætter mig. Jeg er opdraget med den tyske filosof Friedrich Nietzsche på natbordet. Det vil sige, han har ligget på mit natbord siden min brors al for tidlige død gjorde mig opmærksom på en ting: livet er alvor. Det er endeligt. Det skal tages seriøst. Jeg var 19 år gammel.

Det var Nietzsche som sagde, at kritik altid er fuld af glæde. En nøgtern kritisk rummer altid et alternativ. Du kritiserer ved at skabe nye værdier. Du kritiserer ved at producere ny mening. Dengang, hvor Nietzsche sagde at Gud var død, så kritiserede han ikke alene nihilismen. Snarere kritiserede han det manglende mod og vilje til at skabe værdier og mening. Han efterlyste Overmennesket, som aldrig stod på skuldrene af nogle højere og bedre idealer. Nej. Overmennesket evnede at skabe. Skabe plads til det levende.

Det kan også siges anderledes med litteraturen, som reference. Ingen bliver partout en stor forfatter, fordi han eller hun har oplevet noget særligt. Brokkeriet bunder, som i mine eksempler, altid i den personlige erfaring, som de færreste formår at almengøre. Det drejer sig altså om, hvad man evner at gøre med det materiale, som man nu engang har. Der er for eksempel en dansk forfatterinde, som har formået at forvandle en barndom på landet, nogle æbler og en bageplade til noget ganske sensuelt. En anden har konstrueret et bjerg. En hel komposition opstod på grund af bjergets indflydelse på alt omkring det.

Jeg er træt af brok. Hvilket jo er et dilemma, fordi brok kun fører til mere brok. Den giver grimme rynker og sur mave; den mangler det som Nietzsche kaldte ”vilje til magt”, denne kreative kraft til at ville det, som man kan. Nietzsche vidste, at frihed ikke handler om at gøre det man vil, men om at ville det, man kan.

Så ikke mere brok.

Eksempelvis kunne brokkehovederne prøve at skabe nogle rammer, hvor det kunne være muligt at elske, skrive, se fjernsyn, lave politik, som er bedre end i dag. Dette kræver selvsagt mod. Det kræver fantasi, vel og mærke en fantasi der er forankret i en virkelighed. Brok er alt for nemt. Første skridt må derfor være, at frigøre sig fra de ting som åbenbart undertrykker en, de ting som hæmmer.

Det jeg ønsker eller det, som jeg plæderer for, er en konstruktiv kritik; den form for kritik, der ikke bare brokker sig, men som bruger det, der er, til at komme videre. Jeg ønsker, at den enkelte tager lidt ansvar for sin egen skæbne. Jeg ønsker, at den enkelte formår at gøre sig værdig til det, som sker. Livet er for kort til at brokke sig over fjernsynet eller Facebook, når det ikke er synderligt at svært at slukke eller logge af.

Jeg skriver dette, fordi jeg helt naivt og romantisk drømmer om en mere kærlig verden. Jeg er utopiker. Jeg drømmer om en verden fuld af mindre brok, ikke mindre kritik. Min mor sagde engang, som så mange andre mødre før hende: ”Har du ikke noget pænt at sige, så hold din kæft.” Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde noget tilsvarende, blot mere genialt (undskyld mor!): ”Det, hvorom man ikke tale, om det må man tie.”

Kan du, kære brokker, ikke forestille dig noget bedre. Kan du, kære brokker, ikke producerer ny mening. Evner du, kære brokker, ikke at skabe værdier, der bekræfter det livagtige i livet, hvorved de taknemmelige tårer springer frem, så må du tie. Pænere kan det ikke siges.

Brok er dræbende, fordi ingenting for alvor bliver sagt. Tomgang. Enhver skabelse er derimod en lille kærlig protest, som holder liv i livet. Måske er det netop grunden til at det stik modsatte af brok er kunst. Kunsten er den eneste ting, der formår at overvinde døden. Mona Lisa smiler endnu.

Advertisements