”MEN MIN KLUNKER ER FALDET NED/ OG MIN SÆD DEN ER FYLDIG/ MIG JEG BLIVER IK ÆLDRE AF MORAL!/ MIG JEG ER LIGEGLAD” – Yahya Hassan

Hvordan kan man begynde, når Aristoteles’ mantra: begyndelse, midte og slutning ikke længere gælder? Hvordan kan man gøre konstruktivt oprør uden at stikke halen mellem benene, sælge sine ejendele og stikke af?

De to franske tænkere Deleuze og Guattari, leverer i Kafka: For en mindre litteratur et svar.

De to plæderer for en mindre litteratur modsat en majoritetslitteratur. Pointen er nu ikke, at fx Yahya Hassan skriver minoritetslitteratur, fordi han er en statsløs palæstinenser med dansk pas. En mindre litteratur har intet med antal at gøre. Snarere formår en mindre litteratur at lade det oversete, det negligerede eller forsømte komme til orde. Der kan sagtens være mange overhørte stemmer – tænk blot på det afrikanske kontinent. Tilsvarende repræsenterer en mindre litteratur ikke en bestemt ideologi eller moral.

Eksempelvis er Hassan hverken en perker eller en intellektuel; han taler ikke for eller imod noget entydigt, fx er hans digte ikke kun et opgør med sine familie (især sin far), men også med immigranter som sådan, lige så vel som forestillingen om et hjem(land), forestillingen om et sprog. Han hader med andre ord både sine forældre, sig selv og dét, som har gjort hans forældre til det de er.

”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE/ JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN.”

Han elsker ikke sine forældre, han hader derimod deres ulykke. En ulykke, som måske har destrueret det mest menneskelige, nemlig evnen til at tænke og skabe frit.

Hassans digtsamling er litteratur, en mindre litteratur, og ikke et debatindlæg. (Jeg skal ikke gøre mig litterært klog på hans digteriske traditioner mv., men netop hjemvendt til DK har jeg læst den meget omtalte digtsamling. Den er kraftfuld, enkelte steder direkte smuk. I min kuffert havde jeg Deleuze og Guattaris Kafka-bog, som jeg genlæser af andre hensyn, og vupti, midt i alt det som nogle kalder julehygge, trak jeg mig tilbage … I korthed: Jeg læste hans digte og måtte skrive. Det er for mig en god grund til at læse ham.)

Mange taler om kroppen i julen, men Hassans digtsamling sætter sig i kroppen. Og det er svært lige at sige, hvad det er, som gør læsningen stærk. Jeg vil alligevel prøve at nærme mig et svar ved hjælp af Deleuze og Guattaris tanker om en mindre litteratur.

En mindre litteratur er kendetegnet ved følgende tre ting:

(1) En deterritorialisering af et dominerende sprog. Det deterritorialiserende understreger det nomadiske i en mindre litteratur, idet at sproget jo altid er i færd med at blive til, som en nomade undervejs. Og ligesom nomaden, så ved sproget heller ikke, hvor det ender (nomaden ved ikke, hvor han slår lejr, men hvor han har slået lejr). Tilblivelsen er uden endemål. Sproget får et nyt fundament under fødderne; et midlertidigt fundament vel og mærke. En mindre litteratur er skrevet i et dominerende sprog – i dette tilfælde dansk – men skrevet fra en marginal eller skrøbelig position. Det vil sige, at det dominerende sprog påvirkes, fordi sprogets konstante faktor eller værdi deterritorialiseres. ”EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER!”, skriver Hassan i samlingens sidste langdigt. Dette kunne være et simpelt eksempel, men hele digtsamlingen er som sagt et eksempel. Det sidste langdigt skriver bevidst på ”JEG MIG …” som en eksistentiel udforskning af hvem ”jeg” er, når ”jeg” jo aldrig er ”mig”, men noget andet.

(2) En mindre litteratur er politisk. Denne påstand er lidt en pleonasme, idet alt er politisk for Deleuze og Guattari. Man kan ikke fjerne (eller forstå) individet fra (eller uden) samfundet, hvilket de også gjorde opmærksom på i Anti-Ødipus. Det betyder, at subjektet på samme vis er en politisk konstruktion. Det bliver hele tiden til i kraft af de politiske kræfter, som lægger an og former. Den enkelte vibrerer med det politiske, og omvendt.

Endelig nævner Deleuze og Guattari også at en mindre litteratur rummer en fælles eller kollektiv værdi (3). Den mindre litteratur er altså politisk, idet den er fælles. Dét, som hver en forfatter siger konstituerer en fælles handling, en fælles kraft. Hassan ejer ikke sine digtes flugtlinjer. De muliggør noget i sproget. Sproget er ikke et værkstøj, men ved hjælp af sproget kan man komme nærmere på det blivende i det som er. Dette er selvsagt kun noget, som god litteratur kan. Og det er netop derfor, at jeg ikke kan forstå at nogle læser Hassans digte, som et debatindlæg. Det er et kunstværk, der også rummer humor og selvironi.

”DA I KLIPPEDE NAVLESTREGEN/ DET SKULLE I ALDRIG HAVE GJORT/ JEG SKULLE HAVE VÆRET MIN MORS HUND I SNOR.” Eller: ”MIG JEG ER PERKER/ MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER/ MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT.”

Det politiske for Deleuze og Guattari er ikke et spørgsmål om enighed. Snarere hvad der besmitter enhver artikulation. Ligesom demokrati jo heller ikke handler om at nå til konsensus, men om at organisere dissens bedst muligt.

Den fælles artikulation kan rumme en revolutionær kraft. En forvandlende kraft, som en bliven-mindre. Dette kan også sige anderlede: en mindre litteratur skrives altid på grænsen. Den skrives i margen. Den er skrøbelig. En mindre litteratur er ikke en bekendelseslitteratur. Heller ikke en dannelseslitteratur. Sådan læser jeg heller ikke Hassans digte. Han moraliserer ikke. Snarere er der tale om en litteratur, der skaber plads til erfaringer; erfaringsrum. Han viser, hvordan det også er at leve i Danmark.

Digtsamlingen er af samme grund ikke skrevet fra en position eller i opposition, men fra en slags præ-position. Debattører vil gerne reducere Hassan til en stemme, der siger noget, som alle i Danmark vidste, men som kun han kan sige, fordi han netop er statsløs palæstinenser. Igen overser debattørerne, at der er tale om kunst. Digtene repræsenterer ikke en bestemt position. Og det, som digtene åbner op for, hvad enten det er refleksion eller nedbrydning af gamle fordomme mv. åbnes der kun op for i kraft af tonens kraft.

Derudover er det begrænset, hvor mange som overhovedet kan sige det, som han siger på den måde. Er det ikke altid måden eller kompositionen, som er kunstnerens aftryk? Hvorfor underminere hans digteriske kraft? Havde der modsat været tale om en kronik, så burde den struktureres bedre, fordi panserne er både søde og nogle svin; pædagogerne er hjælpsomme, men også omklamrende og dumme. Allah pisser man på, men samtidig giver gudsfrygten for Allah også de smukkeste øjne og så videre. Smukt står der:

”DE SMUKKESTE ØJNE ER IKKE DE BLÅ ELLER DE GRØNE/ IKKE DE BRUNE ELLER DEM MED LANGE ØJENVIPPERR/ DE SMUKKESTE ØJNE ER DEM/ DER GRÆDER I FRYGT FOR ALLAH/ OG SÆNKER DERES BLIKKE”

En mindre litteratur rummer muligheden for en anden måde at være sammen på; en anden måde at se og forstå tingene på. Dette sker i kraft en ren  eller uspoleret sensibilitet. Sensibilitet er ikke det samme, som sanselig. Hassan er ingen Leth. Det sensible er mere beslægtet med det intuitive, det fornemmende.

Hvad åbner samlingen så op for? ”Det kommende menneske”! Deleuze og Guattari taler om ”det kommende menneske” – et begreb de vender tilbage til i Tusind plateauer (og for Deleuzes vedkommende i Cinema 2). Den mindre litteratur forsøger at etablere en tro på denne verden; en verden fuld af drenge der leder efter deres forhud, dumme profeter og muslimsk indavl; ja en verden fuld af politiske stereotypier og klicheer.

Det, som gør en mindre litteratur mindre er, at den er maskinel (ikke mekanisk). Det vil sige, at intet er, men alt bliver til i forbindelser. Relationen er det afgørende, men denne er altid ydre. Den gør noget.

Jeg tror, at Hassans digte vil åbne op for mere og mere. Han har anslået en tone, som jeg gerne vil lytte mere til.

Et sted, skriver Deleuze og Guattari, at en mindre litteratur skaber den modsatte drøm: At blive mindre. Der er en revolutionær kraft i denne samling; en kraft, som kan synes simpel, men hvis den var simpel, ville den nok ikke have gjort (og gøre) så stort et indtryk. Det, som – fra et Deleuze og Guattari-perspektiv – gør disse digte interessante er, at digtene hverken søger eller længes. De er kraftfulde, fordi de er en vedvarende bliven mindre. De bringer flere stemmer og toner i spil.

De fremmedgør den danske læser på hans eller hendes modersmål.

Advertisements