Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Advertisements