Det er en ældre bog, som jeg har fået tilsendt. Jeg kan huske den fra mine studier i videnskabsteori. Er det virkelig så lang tid siden?

The Theory of Knowledge hedder bogen, den er fra 1998, og den beskriver ganske pædagogisk de erkendelsesmæssige problemer, som filosofien beskæftiger sig med. Helt centralt står begrebet viden. Hvad er viden? Hvordan kan man få adgang til viden? Hvordan kan man verificere eller falsificere viden? Det er med andre ord en introducerende bog, der behandler begrebet viden tematisk.

En klassisk definition af viden stammer fra Platons dialog Menon. Den lyder: Viden er begrundet sand overbevisning (Justified True Belief – JTB). Det er en flot definition, men ikke helt gnidningsfri.

Bogens styrke er dens nidkære gennemgang af disse tre komponenter. Eksempelvis, beskriver bogen hvordan ens overbevisning eller tro kan variere afhængig af ens hukommelse. Hvis du ikke kan huske statsminister Anders Fogh Rasmussen (måske har du fortrængt ham!), kan du så for alvor tro, at det er sandt, at han engang drev Danmark i krig på en løgn?

Noget er overbevisende eller troværdigt, hvis det giver mening, hvis det repræsenterer noget, det vil sige er om noget. Det er klart, at denne repræsentationsfigur har det med at reducere viden til noget, som vi allerede kan forklare, noget som allerede giver mening. Jævnfør hele ideen om viden om.

En stor del af den vestlige videnskabshistorie er reducerende, idet den foretrækker at se bort fra anomalierne, fejlene eller støjen i systemet. Alt det som ikke lige passer ind. Den vestlige videnskabshistorie arbejder alt for ofte ud fra en ide om linearitet. Det vil sige, kender vi mindstedelene i en hændelse, så kan vi forudsige ”næste” skridt. Lidt ligesom at tælle: 1, 2, 3, 4 … kender man reglen +1, så er det nemt at forudsige næste tal. En sådan tilgang kan være hæmmende, som når nogle mennesker tror, at en filosof anno 2013 partout er mere vis end en, som ville fylde 200 år i 2013. Nej, vel? Den kan også være normativt hæmmende i sin higen efter det samme. Men, men, men. Heldigvis, har Michel Serres  (og mange andre) lært os, at det netop er støjen, som får systemet til at fungere. Der er ting, som vi ikke kan forudsige, som får os til at tænke. Der er en masse ting som kan give os viden, selvom vi ikke kan forudsige, hvad der vil ske i morgen eller om tyve år. Vi kan kun vide dette, ved at gennemleve disse tyve år. Viden, ikke som viden om, men som erfaringsdannelse. Det er også i forlængelse heraf, at ens tilgang bliver interessant, fx hvorvidt man er åben og opmærksom, såvel som accepterer at ens nuværende viden ikke ligefrem kvalificerer en til nogen som helst sammenligning med Oraklet i Delfi. En sådan diskussion mangler bogen.

Tilbage til bogen, så er spørgsmålet om tro eller overbevisning relateret til den information, som er tilgængelig. Virker den troværdig eller ej. Et svar herpå afhænger selvfølgelig af den enkelte persons opvækst, familie, kultur m.v., da dette præger ens tolkning eller forståelse af informationerne. Samt en kildekritisk sans. Under hvilke omstændigheder sagde X dette?

Anderledes stringent forholder det sig med begrebet sandhed. Det er vigtigt at sandhed og begrundelse holdes adskilt, da denne adskillelse tillader falsificering, fx af en ubegrundet sand overbevisning (fx abduktion eller intuition); eller en begrundet falsk overbevisning (jf. en overbevisning om masseødelæggelsesvåben i Irak). Med hensyn til sandhed, så ridser bogen de klassiske ideer op: Korrespondens, kohærens, relativisme, m.fl. (man kunne indvende, fx med Foucault at sociale livsformer sjældent er kohærente, men stadigvæk producerer viden). Det hele synes dog at pege i retning af, at begrundelsesprocessen er vigtigst. Man kunne sige, at sandheden er overbevisende. Det er et overbevisende argument, som kunne udfoldes mere, ja, overbevisende.

I bogen er sandheden noget, som man kan komme frem til ved hjælp af forskellige metoder: induktion, deduktion eller abduktion. Sidstnævnte (abduktion) foldes ikke rigtigt ud, da bogen generelt er skeptisk overfor pragmatisme. Til slut runder bogen af med at beskrive forskellige kilder til viden, fx om mennesket fødes fuld af viden, som bare skal lirkes ud af en kyndig Sokrates. Eller om mennesket fødes som en ren tavle, etc.

Et problem, som behandles alt for kort er the Gettier problem. I en artikel fra 1963 beskrev Gettier nogle problemer med JTB. Hvis P er en begrundet sand overbevisning, så er det fordi du ved P. Men nogen gange ved du ikke P, men er bare heldig eller uheldig. Det betyder også, at viden eller begrundet sand overbevisning ofte kædes sammen med validitet, reliabilitet, gyldighed, sikkerhed m.v. – treenigheden kan ikke stå helt alene.

Bogen er rimelig lige til. Jeg husker den bedre. Det vil sige, at jeg i min læsning anno i dag finder flere svage punkter, fx den lidt skødeløse sidebemærkning om Wittgenstein og begrebet kontekst, pragmatisme og Gettier. Den bruger lidt for meget krudt på skepticisme (så hellere kritik). Dens styrke er dyrkelsen af dens egen måde at begrunde på, men dens svaghed er ligeledes dens overbevisning og forestilling om sandheden, som noget givet. Viden bliver gjort til et lidt for køligt begreb. Jeg savner lidt ignorancens betydning for skabelsen af ny viden. Ikke ignorance forstået som dumhed, men erkendelsesmæssig ydmyghed; en accept af alle de spørgsmål, som ens manglende viden åbner op for. Ignorance er det, som i det lange løb gør os klogere.

Advertisements