”Cosmopolitanism … starts with what is human in humanity.”

En af de ting som en kosmopolit deler, ifølge filosoffen Kwama Anthony Appiah, er, at lokal loyalitet aldrig kan overskygge det ansvar, som ethvert menneske har overfor hinanden. Det drejer sig om, hvordan mennesker kan leve sammen uden at reducere hinandens forskelligheder. Det humane er vigtigere end nationale interesser.

Appiahs ide er simpel, men rimeligt godt fortalt i bogen Cosmopolitanism: Ethics in a World of Strangers. Det handler om forståelse, ikke konsensus.

Som så mange andre der skriver i dette felt, fokuserer Appiah på det, som er fælles for alle mennesker. Appiah nævner bl.a. at mange antropologer tidligere har haft et alt for stort behov for at skitsere forskelle, når de har fortalt om de erfaringer de har gjort sig i mødet med ’de andre’. Selvfølgelig er det et resultat af at noget skal have en vis nyhedsværdi, men som forfatteren påpeger, er det sjældent at der fokuseres på al det fælles, fx guder, mad, sprog, dans, ritualer, medicin, vittigheder, etc. Det er oplagt at indvende, at antropologerne netop gør det, idet de fortæller om andre former for mad, guder, danse og ritualer. I forlængelse heraf er det måske bogens største problem, at forfatteren nogle gange retter en lidt vag kritik, hvilket der for så vidt ikke er behov for, da bogen sagtens kan klare sig uden. Derudover er der nogle af hans pointer, der pakkes unødigt ind i lange personlige erindringer og anekdoter. Der, hvor bogen dog til gengæld er glimrende er i behandlingen af værdier, dens kritisk af positivisme og frelst donationsetik. Og det hele i en let tilgængelig form.

Det, som positivismen mangler, er en fornemmelse af at folks overbevisninger og intuition, ikke nødvendigvis udspringer af noget konkret, et faktum. Appiah nævner det ikke, men han er her ret tæt på Alain Badiou, når denne taler om situationer eller det møde, hvor sandheden viser sig. Men mest af alt er Appiah pragmatikker, idet det drejer sig om gradvist at blive klogere. Mennesket er ikke perfekt. Et eksempel: Lad os tage begrebet ’venlig’. En positivist vil måske hævde, at venlighed bør være en universel værdi, fordi venlighed er godt. Det er et faktum. Problemet er dog at selve begrebet ’venlighed’ er værdiladet, hvorfor det allerede er godt. Det faktuelle er med andre ord til stede i begrebet, ikke en eventuel erfaring. Intet siges. Appiah synes at være mere praktisk i sin tilgang. For ham er sproget et værktøj, der kan favne forskellige menneskers tilgang til verden. Disse forskellige tilgange er eksempler på værdier. Det vil sige, værdier skabes i den situation, hvor jeg fortæller min ven Sune, at Lars von Triers film Melancolia er god, fordi … Pointen er, at Sune ikke behøver være enig (selvom han er), men at han i kraft af denne samtale kan få indsigt i, hvad jeg tillægger værdi samt hvorfor og hvordan. Det interessante er især HVAD og HVORFOR ifølge Appiah. Jeg kan fx sagtens være enig med min overbo med hensyn til at kærlighed, som begreb er det smukkeste, mens vi samtidig afvigere med hensyn til hvorfor det hænger sådan sammen. Her er vi angiveligt uenige. Hun er dybt religiøs, det er jeg ikke. Begrundelserne vil uden tvivl afvige.

Helt kort, er det sprogets stoflighed, der binder mennesker sammen. Eller, gør det stik modsatte. Men når samtale bliver til strid skyldes det ofte at folk er loyale overfor en bestemt ide eller norm, hvorfor de heller ikke erkender egen fejlbarlighed, som jo er en betingelse for at blive klogere. De blive rigide i deres påståelighed. Tilsvarende, handler det for Appiah selvsagt ikke om relativisme, da relativisten, fx blot hævder at han er inspireret, og hvis du ikke ser det samme som ham, er det helt ok. Relativisten er en grund til at lukke i. Relativisten mangler jo netop en åbenhed og nysgerrighed. Ja, mangler sågar modet til at ytre sig og – måske – erkende manglende indsigt (fj. fallibilism).

Bogen understreger ligeledes sammenhængen mellem svagere regeringer og institutioner, noget som også økonomen Amartya Sen har vist, fx er det sjældent at et demokrati lider af hungersnød. Det, som fremmer visse former for samfund, er ifølge Appiah åbenhed, dialog og en vedvarende test af ideer og tanker. Endnu engang er pointen at dialog og samtale ikke skal føre til enighed, men forståelse og indsigt. Ambitionen er, at vi hver især vænner os til alle de mennesker, som vi ikke er enige med. Badiou, for at vende tilbage til ham, ville sige noget i retning af, at vi skal elske det vi ikke kan forstå, fordi det netop kan lære os noget. Hvis vi kun synes at et andet menneske er godt, fordi vedkommende ligner os, så er vi reelt ikke nysgerrige, men blot imperialister.

Det er klart, at der skal en hel del vilje til at fremme forståelse, da det kan være svært at kommunikere på tværs af kulturer. Der kan være simple sprogvanskeligheder og definitionsforskelle af begreber m.v. Men et godt sted at starte ifølge Appiah er ved det, som mennesket har fælles. Som han skriver: ”Once we have found enough we share, there is the further possibility that we will be able to enjoy discovering things we do not yet share. That is one of the payoffs of cosmopolitan curiosity. We can learn from one another; or we can simply be intrigued by alternative ways of thinking, feeling, and acting.”

Formålet er, at gøre det fremmede til noget konkret, et menneske med værdi, tanker og følelser. Når først det fremmede ikke er noget imaginært, men et menneske i kød og blod, som vi måske ikke bryder os om, så er det muligt at skabe mening. Konteksten er med andre ord at vi alle er mennesker, men nogle af os kan bedst lide vores eget køn, nogle af os tror på voodoo, nogle af os … Udfordringen er at fremme de værdier, som bekræfter det livagtige i livet. Og acceptere, at der er flere af den slags end lige netop dine egne.

Forståelsen er den primære kraft i denne udgave. Og den begynder der, hvor det ikke længere virker strengt og moralsk nødvendigt, fx at donere penge til Afrika, men derimod at forstå hvorfor vi har gjort det i tyve år. Her bevæger Appiah sig væk fra den velkendte jule-hygge-moral, hvor vi donerer julehjerter i en hel måned, hvorefter vi i de efterfølgende elleve måneder kan græde over vores egen godhed, mens vi reelt lever som vi plejer at gøre (vi ved trods alt at julemanden kommer igen til næste år en ny raslebøsse). Lidt polemik rummer bogen, men ellers spiller den mest af alt på violin.

Advertisements